Temaer
Det jeg hjælper med
Mistrivsel
Når noget bliver svært
Mistrivsel betyder, at et barn, ung eller voksen ikke har det godt – enten i kroppen, i tankerne eller i følelserne. Det er ikke en diagnose, og det er ikke et tegn på, at der er "noget galt" med det menneske. Det betyder, at noget i livet er blevet for svært, og at kroppen eller sindet reagerer på det. Mistrivsel kan vise sig på mange måder, og det er forskelligt fra person til person. Nogle mærker det mest i kroppen, andre i tankerne eller i deres adfærd.
Mistrivsel kan fx vise sig som:
- mavesmerter, hovedpine eller træthed
- uro i kroppen eller svært ved at falde til ro, problemer med at sove
- stigende bekymringer, ængstelighed, tristhed eller irritabilitet
- svært ved at være i skole eller sammen med andre
- ændringer i social aktivitet, fx fravælgelse af fritidsaktiviteter
- undgåelse af ting, der før var nemme
Ængstelighed
Når man hele tiden er lidt påpasselig
Ængstelighed er en helt almindelig menneskelig følelse. Det er den fornemmelse, man får, når noget opfattes som farligt eller ukendt. Følelsen i kroppen kan blive, at noget er farligt eller svært – også selvom det måske ikke er det. Ængstelighed kan føles som uro i maven, hjertebanken, bekymringer eller lyst til at undgå ting, der før var nemme.
Ængstelighed opstår, når hjernen prøver at passe på os, men kommer til at overreagere. Det er ikke farligt, men det kan være meget ubehageligt. Når man lærer at forstå kroppens signaler og får hjælp til at berolige sig selv, kan ængstelighed blive meget lettere at håndtere.
Funktionelle lidelser
Funktionelle symptomer og lidelser
Et funktionel symptom eller en funktionel lidelse beskriver gener fra kroppen, der er tilbagevendende. Et godt eksempel er funktionelle mavesmerter der er en meget hyppig problemstilling. Det er en tilstand hvor fx et barn forhindres i at leve et almindelige børneliv på grund af tilbagevendende mavesmerter, uden at man finder en sygdom i mave/tarmsystemet. Smerterne er reelle og får ganske ofte stor betydning for et barns hverdag, skolegang og dermed kvaliteten af deres liv. Man ved fra undersøgelser at næste 10 % af børn i Danmark rammes af funktionelle mavesmerter. Andre eksempler er hovedpine, kvalme og opkastfornemmelse, smerter i arme eller ben. Både børn, unge og voksne rammes af funktionelle symptomer.
Behandlingen kan bestå af:
- Forklaring af det funktionelle symptom
- hypnosebehandling, der har vist sig at have en høj dokumenteret effekt ved særligt funktionelle mavesmerter og er på vej ind i internationale behandlingsvejledninger.
Skoleproblematikker
Når et barn eller en ung er i mistrivsel, påvirkes både kroppen, tankerne og følelseslivet. Det kan gøre det svært at være i skole, fordi kravene i skoledagen – fokusering, sociale relationer, læring, struktur og forventninger – bliver langt mere belastende end normalt.
Mistrivsel kan føre til:
- øget fravær, måske barnet har ondt i maven, hovedpine eller føler sig overvældet
- koncentrationsvanskeligheder, hvor det er svært at følge undervisningen eller holde fokus
- ænstelighed og undgåelse, fx mod bestemte fag, situationer eller hele skoledagen
- sociale udfordringer, hvor relationer føles svære eller uoverskuelige
- nedsat motivation, fordi barnet bruger al sin energi på at håndtere
- konflikter eller sammenbrud, når følelsesreguleringen er påvirket
Skoleproblematikker er derfor ofte et tegn på, at barnet eller den unge har brug for hjælp – ikke kun i skolen, men også til at forstå og håndtere det der er vanskeligt.
Selvskade
Selvskade er ikke en sygdom i sig selv, men det er et symptom på vanskeligheder. Selvskade kan komme til udtryk på flere måder. Fælles for dem er, at den selvskadende forsøger at håndtere indre uro, smerte eller kaos ved at skabe en ydre reaktion i kroppen eller i adfærd. Selvskade handler sjældent om et ønske om at dø – men om et ønske om at få ro, eller for dem som føler sig "Tomme" om at mærke "noget".
Direkte selvskade
Direkte selvskade er handlinger, hvor den unge skader sin krop her og nu, fx ved at skære, brænde, bide eller slå sig selv. Selvom det kan se voldsomt ud, er formålet typisk at få et kort øjebliks lettelse fra stærke følelser eller indre spænding.
Indirekte selvskade
Indirekte selvskade udvikler sig over tid. Her tilsidesætter den unge egne behov eller grænser, fx gennem forstyrret spisning, misbrug, risikabel adfærd eller ved at undlade nødvendig medicin eller behandling. Det opleves ofte ikke som selvskade i øjeblikket, men fungerer som en måde at dulme eller kontrollere indre smerte.
Følelsesregulering
Påvirket følelsesregulering
Påvirket følelsesregulering betyder, at et menneske har svært ved at forstå, håndtere eller berolige sine følelser. Følelserne kan komme meget hurtigt, føles meget stærke eller være svære at få til at falde til ro igen. Det kan føre til reaktioner som uro, vrede, gråd, tilbagetrækning, impulsive handlinger eller overvældende bekymringer. Hos nogle bliver adfærden rettet ud ad imod omverdenen, de kan havne i mange konflikter og uønskede situationer. For nogle rettes de store følelser indad og vanskeligheder med at håndtere dem, kan medføre at en mestringsstrategi kan blive selvskadende adfærd.
Når følelsesreguleringen er påvirket, reagerer kroppen ofte kraftigere end situationen kræver. Det kan skyldes stress, belastninger, tidligere erfaringer eller en øget følsomhed i nervesystemet. Den manglende forståelse af følelseslivet og manglende strategier til håndtering af følelseslivet fører til uhensigtsmæssig adfærd, det er IKKE en bevidst manipulerende adfærd, men det er uhensigtsmæssig adfærd.
Med den rette hjælp kan man lære at genkende følelsesmønstre, berolige kroppen, sætte ord på det svære og finde mere hensigtsmæssige måder at reagere på. Det skaber større tryghed, bedre trivsel og mere overskud i hverdagen.